mandag den 26. februar 2007

Stout

Så fik jeg brygget min foreign extra stout. Det var en hård omgang. Først havde jeg glemt at lukke hanen i gryden, da jeg fyldte vand i med det resultat at hele bordet sejlede, inden jeg opdagede det og fik lukket hanen. Nå, men jeg fik da varmet vandet og hældt malten i. Denne gang virkede min cirkulationspumpe bedre, selv om jeg blev nød til at slukke den engang i mellem. Jeg tror at det er fordi der er mere byg malt (og dermed flere skaller) i malten, end da jeg bryggede min trippel, som indeholdt en hel del hvede. Jeg tror pumpen virker optimalt ved min brown ale, som "kun" indeholder 6 kg malt mod 8+ kg. i de 2 andre øl. Så burde recirkuleringen virke optimalt.

Nå men tilbage til stouten. Efter de 60 minutters mæskning, kom tiden til at jeg skulle få den op på mash out tempetatur. Det gik meget langsomt med at hæve temperaturen, efter 15 min var den kun nået op på 70 grader, og da den skal op på omkring 78 før det er en rigtig mash out, så fyrede jeg godt op under gryden, med det resultat at den kogte over, og der flød ca. 1/2 l tyk klistret urd rundt på køkkenbordet. Endnu en omgang øv.... Heldigtvis havde jeg netop sat kranen på plads over gryden, så jeg kunne løfte sien nok til at der ikke kom mere ud, og jeg kunne begynde at tørre bordet af igen, samtidigt med at jeg fik hældt så meget urd op i sien, som der kunne være, og da det var trukket ned besluttede jeg mig for at sige at min mash out var færdig.

Det lykkedes mig at komme igennem resten af brygningen uden de store uheld, så nu står der 25l stout og blopper lystigt. Indtil videre har jeg ikke haft stormgæring, og jeg tror jeg er sluppet for denne gang. Effektiviteten endte på 77% selv om jeg mistede den halve liter god sukkerholdig urd. Det synes jeg er meget tilfredsstillende.

Ingen kommentarer: